Vilkår og Betingelser for Softwaretjenesten
ESIO ApS
Disse betingelser er gældende fra 15-09-2026 og erstatter alle tidligere versioner.
1. Om ESIO
ESIO ApS ønsker at gøre forretningsplanlægning og beslutningstagning lettere for selvstændige og mindre virksomheder. Vi tilbyder en online softwareløsning via esio.dk, som omfatter en budgetbygger med moms- og skattevurderinger samt visuel repræsentation af de økonomiske data til fremtidige fremskrivninger.
Vores softwareløsning, tillægsprodukter og -ydelser tilbydes udelukkende til erhvervskunder.
2. Almene betingelser
Ved bestilling af tjenesteydelser og anvendelse af software hos ESIO ApS (herefter kaldet Leverandøren) accepterer køber (herefter kaldet Kunden) nærværende forretningsbetingelser.
Nærværende betingelser accepteres af Kunden i forbindelse med at Kunden tilmelder sig via Leverandørens hjemmeside og dermed starter sit kundeforhold (abonnement) hos Leverandøren. Desuden er forretningsbetingelserne til enhver tid at finde på Leverandørens software portal, som kan tilgås af alle Kunder.
Leverandøren har ret til at ændre i betingelserne under forudsætning af, at dette kommunikeres til Kunden mindst 14 dage i forvejen. Det påhviler Kunden til enhver tid at holde sig ajour med de gældende betingelser.
3. Abonnement og vilkår
Abonnementet starter på den dato, der er aftalt mellem Leverandør og Kunde. Det vil typisk være samme dag eller dagen efter at Kunden tilmelder sig. Abonnementet er forudbetalt og første faktureringsperiode starter samtidig med at abonnementet starter.
Fakturaperioden dækker normalt en måned eller et år, medmindre andet er aftalt. Umiddelbart efter at abonnementet starter vil Kunden således blive opkrævet beløbet for første fakturaperiode.
Kundens abonnement giver Kunden adgang til at bruge Leverandørens software til det produktmix, som er aftalt mellem Leverandøren og Kunden. Med produktmix forstås f.eks. den valgte abonnementspakke (Starter, StarterPlus, Pro, ProPlus, Premium og lign.), samt tillægsmoduler.
Såfremt Kunden opgraderer eller udvider sit produktmix, f.eks. ved at vælge en større abonnementspakke eller ved at tilvælge flere tillægsmoduler, vil ændringen ske fra det aftalte tidspunkt. Dette vil typisk være med det samme eller i nogle tilfælde med 1-3 dages forsinkelse, såfremt ændringen manuelt skal aktiveres af Leverandøren. Ved nedgradering af abonnementspakke eller fravalg af tillægsmoduler vil ændringen ske ved næste fakturaperiode, med mindre andet aftales.
Tilvalg til Kundens produktmix vil blive afregnet pro rata for den resterende del af fakturaperioden og betaling vil blive opkrævet med det samme eller i den efterfølgende fakturaperiode.
Leverandøren har ret til at ændre i sammensætning og indhold af produktmixet, herunder abonnementspakker og tillægsmoduler, uanset baggrunden herfor. Det kan f.eks. være at tilføje eller fjerne funktioner. Såfremt Leverandøren fjerner væsentlig funktionalitet fra produktmixet, skal dette ske med et varsel på 2 måneder.
Ved udvidelse af abonnementet kan enkelte funktioner, ydelser og tillægsmoduler være tilknyttet selvstændige betingelser, der skal accepteres i tillæg til nærværende betingelser, før de kan anvendes.
4. Opsigelse og varighed af abonnement
Kunden kan til enhver tid opsige sit abonnement, dog senest 5 dage før næste fakturaperiode påbegynder. Ved opsigelse vil Kundens abonnement ikke blive fornyet, når igangværende fakturaperiode udløber.
Der er ingen refundering eller fortrydelsesret for igangværende fakturaperiode. Dvs. et abonnement, som er betalt, kan ikke refunderes. Hvis en Kunde f.eks. betaler 1 år forud, kan dette beløb ikke refunderes, selv om Kunden stopper med at benytte Leverandørens tjenester midt i perioden.
Opsigelse skal ske ved skriftlig henvendelse til info@esio.dk, som vil bekræfte opsigelsen på e-mail. Efter opsigelse forpligter Leverandøren sig ikke yderligere over for Kunden.
Ved endt abonnement ophører Kundens adgang til Leverandørens software.
Leverandøren kan opsige et abonnement med et varsel på løbende fakturaperiode + 2 måneder, eller uden varsel ved Kundens væsentlige misligholdelse af nærværende betingelser eller ved Kundens konkurs eller insolvens.
5. Abonnementets omfang og anvendelse
Kunden opnår i overensstemmelse med disse forretningsbetingelser en ikke-eksklusiv og tidsbegrænset adgang til at anvende Leverandørens tjenester og produktmix.
Leverandørens software tjenester stilles til rådighed online som "software as a service". Kunden erhverver ikke Leverandørens software eller en kopi eller del heraf og opnår ikke licens til at afvikle Leverandørens software, undtagen som “software as a service”.
Et abonnement må ikke helt eller delvist overdrages til tredjemand uanset hvilke omstændigheder, som måtte gøre sig gældende, medmindre Leverandøren på forhånd godkender dette skriftligt.
Kunden har det fulde ansvar for og indestår for de eventuelle tredjeparter, som Kunden måtte give brugsadgang til Leverandørens tjenester, eller som bruger Kundens logindetaljer.
Kunden skal sikre, at Leverandørens tjenester ikke bliver anvendt på en måde, som kan skade Leverandørens navn, omdømme eller goodwill, eller som er i strid med lovgivning eller anden regulering.
Kunden forpligter sig til at anvende Leverandørens software i overensstemmelse med
hensigten bag softwaren og det er ikke tilladt at fremvise softwaren til andre softwarevirksomheder uden Leverandøres forudgående tilladelse.
6. Priser og betalingsbetingelser
Kunden kan til enhver tid finde gældende listepriser på abonnementspakker og tillægsmoduler via Leverandørens hjemmeside https://esio.dk eller ved at kontakte Leverandøren på info@esio.dk.
Leverandøren forbeholder sig til enhver tid retten til at justere priser med 2 mdr. varsel.
Priserne bliver indeksreguleret med 3% årligt uden forudgående varsel.
Alle priser oplyses i danske kroner, eks. moms, medmindre andet er angivet
Betales faktura ikke rettidigt, spærres Kundens konto efter 8 dage.
Abonnementet forbliver aktivt indtil Kunden eller Leverandøren opsiger abonnementet, jf. nærværende betingelser, eller til Kunden har ubetalte faktura for 5 fakturaperioder. Dvs. Leverandøren vil fortsætte med at fakturere gennem disse fakturaperioder.
Kunden accepterer, at fakturaer og rykkere sendt pr. e-mail til Kundens e-mailadresse skal anses for leverede, når de er afsendt af Leverandøren.
Kunden samtykker til og forpligter sig til, at fakturaer betales ved brug af automatisk kortbetaling på et betalingskort, som Kunden tilmelder. Kunden kan til enhver tid trække samtykket tilbage og stoppe kommende betalinger, jf. følgende punkter.
Ønsker Kunden at stoppe en betaling, der er på vej, skal Kunden sende en e-mail med emnetekst ”Stop næste betaling” til info@esio.dk senest 5 dage før automatisk betaling skal finde sted.
Hvis Kundens nuværende betalingskort udløber, spærres eller på anden måde stopper med at virke, er Kunden forpligtet til at kontakte Leverandøren med henblik på at opdatere kortinformationerne og/eller selv opdatere kortinformationerne. Kunden kan opdatere kortinformationer via software portalen eller ved at kontakte Leverandøren.
Såfremt Kunden ikke tilmelder et gyldigt betalingskort betragtes dette som misligholdelse af denne aftale, hvorefter Leverandøren er berettiget til at opsige abonnementet.
7. Kundedata og databeskyttelse
Ejerskab til Kundedata - Kunden bevarer alle rettigheder til data, som indtastes i, uploades til, importeres til eller på anden måde gøres tilgængelige via Leverandørens Software ("Kundedata").
Dataansvarlig og databehandler - I det omfang Leverandøren behandler personoplysninger indeholdt i Kundedata på vegne af Kunden, er Kunden dataansvarlig, og Leverandøren er databehandler. En sådan behandling er reguleret af Leverandørens Databehandleraftale, som udgør en integreret del af disse Vilkår og Betingelser.
Leverandørens egen behandling af personoplysninger - Leverandørens behandling af personoplysninger vedrørende Kunden, Kundens brugere, kontoadministration, fakturering, support, sikkerhed og brug af Softwaren er beskrevet i Leverandørens Privatlivspolitik.
Kundens ansvar - Kunden er ansvarlig for at sikre, at Kundedata indsamles, indtastes, importeres og på anden måde stilles til rådighed for Leverandøren på lovlig vis, og at Kunden har det nødvendige behandlingsgrundlag samt de nødvendige tilladelser og rettigheder til den pågældende behandling.
Overholdelse af databeskyttelsesforpligtelser - Parternes respektive forpligtelser vedrørende behandling af personoplysninger på vegne af Kunden, herunder sikkerhed, underdatabehandlere, bistand, sletning eller tilbagelevering af personoplysninger samt øvrige krav, der gælder for Leverandøren som databehandler, fremgår af Databehandleraftalen. Leverandøren er berettiget til at føre en transaktionslog over aktivitet på Kundens konto med henblik på at monitorere og spore systemfejl. Transaktionslogs indeholder data om bruger login, brugeraktivitet og lignende i Leverandørens software.
8. Ansvarsbegrænsning
Leverandøren tilstræber at levere en stabil og pålidelig Softwaretjeneste, men garanterer ikke, at Softwaren til enhver tid vil være uden afbrydelser, fejl eller mangler. I det omfang gældende lovgivning tillader det, er Leverandøren ikke ansvarlig for indirekte tab, der opstår som følge af programmeringsfejl, mangler, driftsforstyrrelser eller brugen af Softwaren.
Leverandøren er ikke ansvarlig for tab, der skyldes forhold uden for Leverandørens rimelige kontrol, herunder, men ikke begrænset til, strømafbrydelser, internet- eller telekommunikationsfejl, svigt hos tredjepartsleverandører eller infrastruktur, ondsindede angreb, virus, cyberangreb, naturkatastrofer, myndighedsindgreb eller andre force majeure-begivenheder.
Leverandøren opretholder sikkerhedskopier i overensstemmelse med sine til enhver tid gældende procedurer for backup og opbevaring. Kunden er selv ansvarlig for at opbevare eventuelle yderligere kopier eller sikkerhedskopier af Kundedata, som Kunden finder nødvendige. Behandling, opbevaring og sletning af personoplysninger indeholdt i sikkerhedskopier reguleres nærmere af Databehandleraftalen.
Kunden er ansvarlig for at sikre, at Kundens brug af Softwaren samt de data, som Kunden indtaster, importerer eller på anden måde stiller til rådighed via Softwaren, sker i overensstemmelse med gældende lovgivning. I det omfang Leverandøren behandler personoplysninger på vegne af Kunden, reguleres parternes respektive databeskyttelsesforpligtelser af Databehandleraftalen.
Kunden er ansvarlig for at holde sine virksomheds- og kontooplysninger korrekte og ajourførte, herunder virksomhedsnavn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, CVR-nummer, faktureringsoplysninger og lignende oplysninger.
Leverandøren tilstræber at opretholde den højest rimeligt opnåelige driftsstabilitet og at forebygge afbrydelser af Tjenesten. Leverandøren er dog ikke ansvarlig for driftsforstyrrelser, som skyldes forhold uden for Leverandørens rimelige kontrol, herunder fejl hos tredjepartsleverandører af hosting, netværk, internet, telekommunikation eller andre tjenester.
I tilfælde af nedbrud eller driftsforstyrrelser vil Leverandøren anvende rimelige bestræbelser på at genoprette normal drift så hurtigt som praktisk muligt.
Kunden anerkender, at Softwaren er et budgetterings-, rapporterings- og finansielt simuleringsværktøj, der er beregnet til at bistå Kunden med at træffe informerede forretningsmæssige og økonomiske beslutninger. Softwaren kan generere beregninger, estimater, fremskrivninger, sammenligninger og andre budgetmæssige eller finansielle resultater på baggrund af de oplysninger, som er tilgængelige for Softwaren.
Kunden anerkender, at beregninger, fremskrivninger, analyser og andre resultater genereret af Softwaren kan være behæftet med usikkerhed og kan påvirkes af nøjagtigheden og fuldstændigheden af Kundedata, forudsætninger indtastet af Kunden, ændringer i skatte- eller regnskabsregler, eksterne forhold eller andre faktorer uden for Leverandørens kontrol.
Kunden er ansvarlig for at kontrollere nøjagtigheden af oplysninger, der indtastes i eller importeres til Softwaren, samt for at vurdere og fortolke de deraf følgende beregninger, rapporter og øvrige resultater, før Kunden lægger disse til grund for beslutninger. Leverandøren garanterer ikke, at resultater genereret af Softwaren er fuldstændige, korrekte eller egnede til ethvert specifikt formål.
Softwaren samt beregninger, rapporter, fremskrivninger, skatteberegninger, momsberegninger eller andre resultater genereret af Softwaren udgør ikke juridisk, skattemæssig, regnskabsmæssig, investeringsmæssig eller anden professionel rådgivning. Kunden bør, hvor det er relevant, søge rådgivning hos en kvalificeret professionel rådgiver.
Intet i dette afsnit 8 udelukker eller begrænser ansvar eller forpligtelser i det omfang, sådant ansvar eller sådanne forpligtelser efter gældende lovgivning ikke lovligt kan udelukkes eller begrænses. Begrænsningerne i dette afsnit gælder desuden med forbehold for Leverandørens forpligtelser i henhold til Databehandleraftalen.
9. Ophavsret
Ved indgåelse af nærværende forretningsbetingelser tildeles Leverandøren, ift. Kundens data, tilstrækkelige rettigheder til at kunne operere og leve op til sine forpligtelser ift. Kunden.
Der sker ingen overdragelse af immaterielle rettigheder til Kunden.
Alt materiale, der forefindes på Leverandørens webside og software, tilhører
Leverandøren. Det gælder både designs, logo, tekster, funktionalitet og helhedsindtryk. Såfremt Kunden ønsker at citere eller på anden måde omtale Leverandøren, skal Kunden forudgående indhente skriftlig tilladelse fra Leverandøren.
Alt data og information, der afgives fra Leverandørens software, med undtagelse af Kundens data, tilhører Leverandøren og må beholdes, så længe det er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Kunden indestår for, at eventuelt materiale, der uploades, ikke krænker tredjemands rettigheder og ikke indeholder materiale, der kan virke stødende eller er i strid med relevant lovgivning eller anden regulering.
10. Udvikling, ændringer og opdateringer
1. Leverandøren er berettiget til at gennemføre ændringer, opdateringer, tilføjelser og begrænsninger m.m. til Leverandørens software og tjenester, som Leverandøren måtte finde relevante eller nødvendige af tekniske eller forretningsmæssige grunde. Sådanne opdateringer, forbedringer og ændringer kan ske med eller uden varsel og kan påvirke Leverandørens software tjenester, herunder informationer og data uploadet til eller afgivet af Leverandørens software.
11. Salg eller fusion
1. I forbindelse med fusioner og virksomhedsovertagelser eller frasalg af hele eller dele af Leverandørens forretning vil den overtagende enhed samt dennes konsulenter få adgang til de beskrevne oplysninger. Dette vil inkludere personoplysninger. I sådanne sager vil de eksterne parter indgå en hemmeligholdelsesaftale med Leverandøren.
12. Tvister
1. Disse betingelser er undergivet dansk ret, og enhver tvist, der udspringer af abonnementet, herunder disse betingelser, skal anlægges ved Retten i Odense.
13. Kontaktinformation
ESIO ApS
Snedronningen 32
5240 Odense N, Danmark
CVR-nr. 45 12 97 56
E-mail: info@esio.dk